
Trafikken mellem Danmark og Tyskland er massiv, både hvad angår persontransport som godstransport. Færgeforbindelsen sejler hvert år ca. 1,6 millioner biler over bæltet mellem Rødby og Puttgarden.
Efter planen skal man år 2020 kunne benytte den nye korridor over bæltet, som man vil skabe med Femern-forbindelsen. En sænketunnel under Femern Bælt er den foretrukne tekniske løsning for det videre arbejde med den faste forbindelse, herunder den kommende VVM redegørelse. Når projekteringen af den faste forbindelse er færdig, vil der kunne fremsættes forslag til anlægslov i Danmark. Beslutningen om det skal være en bro eller en tunnel bliver således først truffet ved behandling af anlægsloven, når alle undersøgelser er afsluttet.
Den faste Femern-forbindelse vil minimere transporttiden for pendlere fra begge lande og åbne for nye vækstmuligheder på arbejdsmarkedet, for erhverv, forskning, uddannelse og kulturliv på tværs af grænserne.